Bestyrelsens beretning for 2015-sæsonen
25. januar 2016Her kan du læse bestyrelsens beretning fra Ringsted Kajakklubs generalforsamling d. 25/1 2016:
Ringsted Kajakklub har i 2015 haft sin 3. sæson på vandet. En sæson med stigende aktiviteter men også med mange udfordringer.
Standerhejsningen blev traditionen tro afviklet sammen med Operation Ren sø, hvor vi samlede affald ind ved søen. Igen i år udmøntede indsatsen sig i mange sække affald. Ringsted Kajakklub er glade for at kunne bidrage til en renere Ringsted-natur på denne måde.
Indtil foråret har Ringsted Kajakklub primært roet på Haraldsted Lillesø, da der manglede en isætningsbro i Haraldsted Langesø. Den bro blev så udlagt i foråret, og siden har vi roet ud fra dæmningen. Årets sommerferieaktiviteter blev dog enkelte dage afviklet fra badestranden i Haraldsted Lillesø. Det var samlet meget velbesøgte aktivititetsdage ved de kommunale Sommersjov-dage.
Medlemsmæssigt har vi i 2015 haft en mindre tilbagegang, hvilket bl.a. tilskrives at klubbens trænere og ledere oplever en stor arbejdsmængde grundet de manglende klubfaciliteter. Vi har derfor måtte skære aktiviteter fra, og det giver et mindre medlemsoptag i denne sæson. Men det er bare vigtigere at passe på klubbens trænere og ledere end for enhver pris at knokle for at få nye medlemmer.
Så bestyrelsen er glade og tilfredse, og så er klubben også økonomisk velfunderet. Derfor er vi helt rolige.
Ringsted Kajakklub og de 2 øvrige søsportsklubber har i 2015 ønsket en dialog med Ringsted Kommune om de fremtidige fritidsfaciliteter ved søen, men kommunen har ikke villet mødes med søklubberne. I bestyrelsen undrer vi os over kommunens holdning.
Ringsted Kommune har udstedt en tilladelse til Ringsted Kajakklub til opstilling af en materielcontainer på p-pladsen på søen, som de to andre søsportsklubber ikke fandt hensigtsmæssigt og derfor klagede over. Placeringen her blev foretaget uden en dialog med søsportsklubberne, og heller ikke Ringsted Kajakklub ønskede containere på p-pladsen. Vi havde andre og bedre forslag.
I Ringsted Kommune sidder der lige nu en biolog og skriver Helhedsplanen for søerne færdig her i foråret. Når Helhedsplanen træder i kraft i 2016 udløber den midlertidige tilladelse til opstilling af en container på p-pladsen dog. Så containeren ligner ikke noget, der kommer til at ske i virkeligheden.
Man kan sagtens forestilling sig, at Natur- og miljøklagenævnet melder ud, at tilladelsen til containeren trods klagerne er i orden, men dispensationen fra kommunens side er bare koblet på helhedsplanen. Tilladelsen gælder derfor ikke når helhedsplanen er klar. Derfor vil den næppe kunne udnyttes i praksis, og hvad har kommunen så tænkt sig at gøre?
Da kommunen fortsat ikke synes at ønske en reel dialog hvad angår faciliteterne ved søen, så kan man godt forestille sig en vanskelig situation for kajakklubbens eksistens inden længe.
De tre søsportsklubber er enige om, at alle tre foreninger skal have faciliteter i søsportsområdet. Vi vil også gerne mødes med kommunen samlet.
Hvis Ringsted Kommune ikke mener, at der skal være faciliteter til Ringsted Kajakklub ved søen, skal vi jo foretage nogle valg her i løbet af 2016.
Det kan i princippet i sin yderste konsekvens risikere at betyde, at klubben må lukke, da bestyrelse og trænere ikke har lyst til at fortsætte uændret med det nuværende store slæberi, som Ringsted Kommune byder os.
I bestyrelsen har vi det sådan, at vi som frivillige laver medlemsaktiviteter, sommerferieaktiviteter og skolearrangementer til gavn for Ringsted Kommune og kommunens borgere. Og så forventer vi hjælp den anden vej fra Ringsted Kommune.
Så hvis hjælpen fra kommunen udebliver, må aktiviteterne måske stoppe.
Jeg vil gerne efter denne lidt mindre muntre afdeling vende tilbage til 2015-sæsonens trods alt mange gode aktiviteter.
Det er blevet til rigtig mange roere kilometer for børn og voksne både på vores egen sø og på andet rovand i 2015. Det var hyggeligt, sjovt og oplevelsesrigt. Kajak er dejligt i al slags vejr, hvilket også billederne fra vores facebookside fra sæsonen også vidner om. Vi har samtidig udstyr til alle interesser og aldersgrupper.
Vi har desuden i 2015 deltaget i en række stævner bl.a. Tryggevælde Å-løbet, Paddle Battle Cup i Vallensbæk og på Bagsværd sø, Mølleåens Blå Bånd og DM i ergometerroning.
Derudover har vi startet et træningssamarbejde op med Maribo Kajakklub for vores ungdomsroere med mange perspektiver. Jan og Kim har stået for vintertræningen, og også nye roere er kommet til i vinter.
Blandt de store aktiviteter i 2015 var vores deltagelse i årets Ringsted Festival, hvor knap 25 personer var med til at sikre en ryddelig festival. Affaldshåndteringen blev klaret til topkarakter, og vi fik ros alle steder fra.
Arbejdet giver en stor indtægt til klubben. Derfor endnu en gang en stor tak til alle medlemmer, forældre og ikke-medlemmer, der bakker op om aktiviteten som hjælpere. Efter festivalen hvor vi også kunne nyde musikken undervejs, kunne vi også slutte af med et hyggeligt grillarrangement ved madpakkehuset ved Haraldsted Lillesø.
Tak til trænere og ledere for en stor indsats i 2015. Det har ikke altid været let med de rammer, vi har, men I har virkelig gjort en forskel. En stor tak skal lyde.
Bestyrelsen håber, at flere medlemmerne træder ind i nogle af de opgaver, vi skal have løst i 2016.
Her skal vi først og fremmest have løst transporten af kajakker og bemandingen af klubaftener i nye turnusordninger.
Vi håber, at nogen af jer medlemmer eller ungdomsroernes forældre har mulighed for at være med.
Vel mødt til den nye sæson!