Ringsted Kajakklub klar til sæsonen
31. marts 2014Ringsted Kajakklub (RIKA) tog søndag hul på klubbens anden rosæson på Haraldsted sø. Klubben gennemførte ved standerhejsningen også Operation Ren Sø, der er en indsats for at fjerne affald fra naturen. På dagen samlede kajakklubbens medlemmer syv store sække affald ved badestranden ved Tivolisøen, hvor der nu er ryddet op og gjort fint klar til bade- og rosæsonen.
Standerhejsningen ved søen bød også på dåb af tre kajakker. Emma Johansen døbte en børnekajak, der fik navnet “Flyvefisken”. Oliver Larsen gav navnet “Hvalfisken” til en havkajak og endelig døbte Victoria Andreasen en turkajak, der fik navnet “Herkules”.
Derudover kunne Ringsted Kajakklub tage klubbens nye kajaktrailer i brug og glæde sig over donationen af 30 svømmeveste, som klubben har modtaget fra Trygfonden.
I april og maj har Ringsted Kajakklub det første begynderkursus for voksne.
– Vi glæder os til, at Ringsted Kommune om kort tid overtager Haraldsted sø, for der er brug for både opbevaringsfaciliteter og en ny bro, sagde klubbens formand Jan Christensen ved standerhejsningen.
Se rotiderne i forsæsonen her.